om pinsefesten
Børnehjælpsdagens Pinsefest er baseret på hjertevarmt engagement, frivillig og professionel arbejdskraft. Ideen er at man hvert år arrangerer en dejlig byfest i Christiansminde i Svendborg. Byfesten skal på en og samme tid - fortsætte en mere end 50 år gammel tradition for at der afholdes fest i Christiansminde til pinse - samtidig med at en sådan fest udvikles og tilpasses en moderne Børnehjælpsdag - hvor den overliggende mening med festen er, at give områdets anbragte børn og unge en positiv oplevelse - ved at inviterer dem til at deltage - uden at det skal koste noget.
Børnehjælpsdagens Pinsefest kunne ikke lade sig gøre uden de mange frivilliges arbejdskraft og engagement. Specielt har Den Nye Børnehjælpsdag allieret sig med SKJOLD der er Svendborgs største rollespilsforening. Sammen med SKJOLD er det planen - at der hvert år, i de 4 dage festen varer, opbygges en helt lille landsby - befolket af alt fra elve og riddere til bagere og kromænd.
Økonomien bag Børnehjælpsdagens pinsefest har i de første år udelukkende bestået af indsamlede midler, donationer og villig hjælp fra Kjærs Tivoli. I en nær fremtid er det tanken at der etableres en sponsoravis - ved navn "HumorAvisen" - der, ud over at skulle indeholde artikler og annoncer, skal blive til et tilbagevendende event i byens gader - med uddeling af HumorAvisen af såkaldte "Newsboys" - der går gennem byen og råber budskaber fra HumorAvisen ud til et (forhåbentligt) købende publikum.
Børnehjælpsdagens Pinsefest - herunder indsamling for borgerne samt aktiviteter for de anbragte børn og unge - koordineres af Den nye Børnehjælpsdag i Svendborg og en styregruppe.
