baggrund
Der findes ca. 14.000 anbragte børn og unge i Danmark. Tallet omfatter aldersgruppen 0-23 år. Heraf er ca. 12.700 under 18 år.
I løbet af 2006 blev i alt 2738 børn og unge anbragt uden for hjemmet. Det svarer til ca. 7-8 om dagen! Anbringelserne sker osm oftest på baggrund af problematiske forhold hos enten forældrene eller barnet.
Adfærds-, tilpasnings- og skoleproblemer er typisk set hos børnene/de unge, medens voldsom disharmoni i familien, misbrug og psykiske lidelser hos forældrene som oftest udløser anbringelsen.
De anbragte børn og unge bor enten i plejefamilier eller på institution. Der findes mange forskellige institutionstyper, f.eks. børnehjem, opholdssteder, behandlingshjem samt kost- og efterskoler.
(Unge dømt til anbringelse for kriminelle handlinger er ikke inkluderet i hverken talmateriale eller formål).
Kilde: SFI og Ankestyrelsen, maj 2007
Børnehjælpsdagen arbejder til fordel for de cirka 15.000 danske børn og unge, som er anbragt på institutioner, opholdssteder og i plejefamilier blandt andet på grund af omsorgssvigt.
Børnehjælpsdagen støtter de anbragte børn og unge gennem positiv opmærksomhed samt særlige oplevelser, der kan styrke deres selvværd og udvikle deres kompetencer.
Børnene kan tage oplevelserne med sig i livets rygsæk, når de skal møde verden på egen hånd.
Samtidig skaber Børnehjælpsdagen basis for, at anbragte børn kan møde andre børn i samme situation – og herigennem få et netværk, der kan give dem følelsen af samhørighed.
Børnehjælpsdagen viser de anbragte børn og unge, at der er voksne i det danske samfund, der vil og ønsker dem det godt.
